Bridefashion var den sidste forretning jeg besøgte. Det første jeg gjorde, da jeg kom ind, var at undskylde at jeg ikke havde bestilt tid. Det gjorde ingenting, for det behøvede man ikke hos dem. Det var jo dejligt.
Frem med billederne, og sandelig om ikke også de mente at det kunne lade sige gøre, og de havde da lige et par modeller, som de syntes jeg skulle prøve.
Så jeg trissede ind i prøverummet, og så blev jeg ellers klædt på. Ikke nok med at jeg fik prøvet kjoler, jeg blev skam også iført en ordentlig bh.
Nu er jeg sådan bygget, at jeg godt nok er en stor pige, men min barm er ikke helt fulgt med, så jeg bruger en meget stor størrelse i omkreds, men kan kun fylde en b-skål. Sådanne bh'er kan godt fåes, men man skal lede længe efter dem.
Kjolerne er også syet til at man skal have lidt mere barm, end jeg har, så et eller andet måtte der gøres. Jeg fik skulderpuder til at stoppe i bh'en, og så skal jeg sandelig love for at jeg kom til at se ud af noget!
Kjolen kom på, og der blev sat nåle i de rigtige steder (den skulle sys ind!), for at jeg kunne danne mig et indtryk af hvordan den ville komme til at se ud. Jeg fik slør på og en smuk perlekæde, og havde det kunne lade sig gøre, så havde jeg også fået et par sko på. Jeg får mine sko syet, da jeg har meget vanskelige fødder, men bortset fra skoene, så var jeg klædt på fra top til tå - og jeg lignede en million. Her havde jeg også fået figur, så et eller andet må jeg jo have et sted.
Betjeningen her var simpelthen intet mindre end suveræn. Jeg havde en dame der sørgede for det hele, og tre andre damer vimsede omkring mig for lige at kigge, rette til og komme med gode råd.
Nå ja, og så for lige at fortælle mig hvor godt jeg så ud. Det er noget der kan sætte ens humør adskellige grader i vejret.
Der var ingen her der snakkede om, hvad der ville egne sig bedst til min størrelse. Jeg fik bare lov til at prøve det, som kom nærmest det jeg drømte om - og de havde et bredt udvalg også i de store størrelser.
Den kjole der passede mig bedst her, kostede 7500 kr. og så skal man lige regne med at der kommer tillæg på for at sy kjolen til. Deres priser lå fra 5000 kr. og opefter - i hvert fald på de kjoler jeg kiggede på.
Bridefashion er et dejligt sted, hvor man bliver behandlet som en dronning, og også kan komme til at ligne en, hvis det er det man ønsker. Hvis du skal prøve noget her og nu, så er Bridefashion stedet.
Lilly
Nicolai
Madam Dunk
Bente's Brudedesign
Brude og Feststudiet