Så er vi endelig klar til at gå ind. Ved min side er min morbror Herman, som trådte i min fars sted, da min far desværre afigk ved døden i 1999.
Min morbror havde ikke lige forventet at jeg ville spørge ham, og selv om han, som de fleste i min familie ikke er medlem af folkekirken, så ville han meget gerne føre mig op.
Han var så flot den dag, og han var vist mere nervøs end nogen af os andre. Det var både sødt og rørende.
Det værste var dog, at han havde troet at han blot skulle følge mig op, og så kunne han pænt sætte sig ned til alle de andre gæster, men sådan foregik det ikke lige.
Han skulle under hele vielsen sidde helt oppe foran sammen med os, og det var han ret rystet over.
Han har aldrig været særlig glad for at være midtpunkt, og her var alles blikke bare koncentreret lige hvor han befandt sig. Det var lidt synd og jeg havde lidt ondt af ham, men han klarede det flot, og jeg var så stolt af ham. Den følelse var vist iøvrigt gensidig.